10. Medicin var hjælpeløs

Hændelserne på arbejdspladsen resulterede i mange sygedomme og lidelser, som på kort tid førte til en fuldstændig ødelæggelse af min krop. Jeg begyndte at søge hjælp hos læger og specialister: speciallæge i intern medicin, kirurg, orthopedist, neurolog, øjenlægespecialist mod halssygdomme og endokrinolog. Desværre var der ingen der kunne hjælpe mig. Resultaterne af prøverne var positive. Lægerne var magtesløse. De anbefalede vitaminpiller og gåture mm. Alligevel følte jeg at jeg havde det værre og værre. Der kom et tidspunkt hvor jeg næsten ikke kunne bevæge mig, og led af posttraumatisk angst, som overtog kontrollen af mit liv.

Endeligt kom jeg til en læge med speciale i muskelsygedomme, i et af Warszawas hospitaler, som stillede diagnosen – myasthenia gravis. Det er en uheldbredlig muskelsygedom, som kun kan lindre symptomerne ved hjælp af kraftig psykotropisk medicin eller en vanskelig thymus (brislen)  operation. Jeg ville ikke tro på at jeg led af “myasthenia gravis”. Jeg tog derfor kontakt til andre læger. De fleste ville ikke stille en ny diagnose, da de mente at jeg allerede er blevet undersøgt af Polens bedste specialist i faget.

Jeg følte mig værre og – hvad jeg før var modstander af – begyndte jeg at tage medicin mod myasthenia gravis, på recept. Jeg fandt hurtigt ud af, at jeg blev afhængig af medicinen. Den virkede som narkotika – efter dens indtagen begyndte symptomerne at forsvinde. Jeg følte mig stærkere, sundere og kunne bogstavelig talt flyve. Angsten forsvandt, og jeg kunne nyde mit liv. Men efter nogle timer følte jeg mig værre end før – hele min krop var slap, mit hoved føltes tung, jeg kunne ikke forkusere, var demens, mine ben havde det værre og jeg følte et underlig tryk i brystet. På kort tid begyndte jeg at halte på det ene ben. Lægen valgte derfor at fordoble min daglige dosis af medicinen. Men jeg gik i panik og blev bange for hvad der ellers kunne vente mig, som gjorde at jeg på egen risiko begyndte at begrænse min dosis.
Jeg overvejede min situation og spekulerede på hvad mit næste skridt skulle være. Min endelige konklusion var: hvis medicien ikke kan hjælpe mig tilbage til mit helbred og et normalt liv, var det udelukkende kun et mirakel der kunne redde mig!

Og jeg tænkte dengang, at kun Gud kan redde mig, som den eneste.

For Ham er jo intet umuligt!

Jeg besluttede mig derfor at bede en bøn om hjælp.