Jeg råbte til HERREN i ød,

Og Han svarede mig.

(Salme 120,1)

Efter fratrædelsen fra mit bank job, mente jeg, at min situation så helt håbløst ud. Jeg havde en fornemmelse af at jeg hang på en tynd tråd. Jeg følte mig fuldstændig udmattet, og havde svært ved at bevæge mig. Jeg mistede mit arbejde, var syg og ude i stand til at hverken søge efter arbejde, eller påbegynde et nyt job. Jeg løb tør for mine besparelser. Oven på dette, ankom en dyb sorg, som konstant ledsagede mig.

Jeg var dog mindre skræmt af mine helbredsproblemer end jeg var før. Fordi jeg hver dag vågnede op med et nyt håb. Jeg ville virkeligt gerne leve, vær sund og arbejde normalt. Så jeg holdt fast ved at Gud var min sidste udevej. Jeg begyndte intensivt at bede til Herren om tilbagevenden til helbredet. Jeg så Herren som den eneste læge, der kunne hjælpe mig.

Jeg sagde til mig selv, at jeg ville bede Ham om hjælp, indtil Han hører mig. Jeg kunne ikke se en anden udvej til sundheden og et normalt liv.  

Jeg troede på, at intet var umuligt for Gud. Jeg læste Biblen meget ofte. Guds ord var min  åndelige vejleder, under min sygdom. Jeg studerede grundigt fragmenter om tilbagevenden til sundheden, som Jesus udførte, og Hans overbevisende ord om mægtig kærlighed. Jeg var sikker på at jeg nok skulle blive rask igen, da jeg ikke kunne finde en eneste situation i Evangeliet, hvor Jesus afviste at heale nogen. Det gav mig håb og udholdenhed i forventing om at blive rask igen.  

Når trætheden meldte sig og jeg ikke længere havde styrke til at finde ord til min bøn, mindede jeg om den blinde mand i evangeliet (Johannes evangeliet), som sad ved vejkanten og råbte hele tiden: “Jesus Kristus! Jesus Kristus!” Og ligesom med den blinde mand, havde jeg det på samme måde. Da jeg synes at høre ordene: “Hvad vil du have Jeg skal gøre?”, svarede jeg:“Jesus, jeg beder Dig, helbred mig” Jeg bad intenst til Gud, med ønske om at klare endnu en dag, og om aftenen takkede jeg Ham for at hjælpe mig igennem dagen. Jeg takkede Ham samtidigt for min sygedom.

***

Herren var dog tavs. Så stillede jeg mig selv et spørgsmål, hvorfor svarer Jesus ikke på mine bønner, som jeg virkeligt har brug for? Kort tid efter – imens jeg læste et fragment fra Evangeliet – slog det mig pludseligt, at mine synder og vaner har været en barriere i vejen mod raskheden. Gud lytter ikke til mine bønner, da mine mine synder adskiller mig fra Ham.

Jeg skriftede derfor hele mit livsperiode. Samme dag som jeg modtog den Hellige Kommunion, lagde jeg mærke til, at jeg pludseligt havde mere styrke og mod, samtidig faldt mine fysiske lidelser. Det opfordrede mig til hyppigt anvendelse af Eukaristi. Siden hen, deltog jeg dagligt i messen og modtog den Hellige Kommunion. Jeg bemærkede at jeg følte mig stærkere og modigere efter Eukaristien.

Mange gange var jeg nødt til at tage en taxa til den nærmeste kirke, da jeg ikke var i fysisk stand til at gå selv. Derimod følte jeg mig langt bedre efter messen og den Hellige Kommunion. Jeg kunne selv tage bussen hjem, og endda ordne nogle nødvendige sager.

Hver morgen havde jeg det skidt igen, men en ny omgang messe hjælp med at formindske smerterne. Når jeg fik angstanfald, gik jeg til skriftestolen hver 2-3 uge – og ligesom med messen, fik jeg det også bedre. Der forekom også en forbedring mht. min sundhed i en periode, men der kom altid et tilbagefald. Mit “livsrytme” vandrede fra den ene Eukaristi til den anden, fra den ene skriftelse til den anden. På denne måde kunne jeg klare hverdagen.

I løbet af min sygdom, læste jeg mange vidnesbyrd om mirakuløse helbredelser. I en af dem, skrev en person, at hvis man beder Gud om helbredelse, skal man “give” Gud noget. Jeg begyndte at spekulere: hvad kan jeg give Dig, Herre?

Jeg har jo så lidt. Med Guds godhed, åbnede Han min sjæls øjne, så jeg kunne se hvor meget jeg egetligt har: had til mine fjender, fordomme, vrede, sætte sig selv frem for andre, modvije, foragt, hovmod, begær efter et godt job, høje lønninger og karriere, grådighed, være betydningsfuld, være værdsat, rost og respekteret… Jeg tog derfor afsked med min daværende livsstil, fortryd mine synder og bad Herren om at fjerne mine lyster og vaner. Det var en tid med en åndelig forandring.

Inderst inde hørte jeg også, at jeg skulle tilbede Gud. Siden da, ledsagede en takkebøn mig hele tiden. Jeg tilbad Gud hvorend jeg var, hele tiden: imens jeg udførte diverese opgaver i hjemmet, gik på gaden ellers under et måltid. Det var som om bønnen overtog hele mit “jeg”, enhver del af min sjæl og hjerte. Jeg tilbad Gud og glemte alt den virkelige verden.

En dag kom den tanke: når jeg beder om mit helbred, bør jeg ikke glemme at bede for andres helbred og lidelser. Jeg begyndte derfor at bede for de bekendte som jeg vidste var syge. Jeg bad også for de mennesker jeg passerede på gaden, dem der ventede på bussen eller sporvognen ved siden af mig og for dem jeg mødte i kirken. Jeg bad også for de syge, når jeg gik forbi et hospital. Hvorend jeg var. Som en syg person, kunne jeg nemt bemærke andre syge mennesker, som sloges med deres sorg og lidelser. Jeg bad og betroede dem til Jesus.

***

En dag, forværres mit tilstand drastisk. Pludseligt begyndte alt at gøre ondt. Det føltes som om, at enhver muskel i kroppen nægtede at samarbejde. Jeg havde svært ved at bevæge mig, mine ben føltes så tunge, at jeg ikke kunne gå op og ned ad trapperne. Min krop var helt stiv, og jeg fik kraftige nakke og ryksmerter. Jeg fik en angstanfald der var større end hidtil. Det var den mest smertefulde oplevelse under min sygdom.

Jesus, kun Du ved hvad der sker med mig, jeg betror Dig fuldstændigt. Hjælp mig! – sagde jeg dengang – Jesus, Du handler også gennem andre mennesker. Jeg beder Dig, placerer disse mennesker på min livssti, og hjælp mig gennem dem.

Den dag tog jeg imod Jesus som min Herre og Frelser. Jeg gav Ham mit alt, enhver brøkdel af mit liv. Jeg sagde til Ham dybt fra mit hjerte:”Ja” til Hans fulde tilstedværelse i mit liv. Jeg bad Ham om at indrette mig efter Hans vilje og accepterede alt, hvad Han ønskede at gøre ved mig. Jeg overgav mig selv fuldstændigt til Jesus, og tillod Ham i hele mit liv uden betingelser. Så sagde jeg:

-Herre, lad Din vilje være i mit liv.

***

En tidlig morgen i maj. Denne dag, som sædvanlig, tog jeg til morgenmessen. Efter messen blev jeg lidt længere for at bede. Kirken var næsten tom, og jeg sad med en intenst bøn inde i mig selv. Pludseligt kunne jeg mærke at nogen sætte sig ved siden af mig. Jeg kikkede til højre og så en midaldrende kvinde, jeg aldrig før havde set. Hendes ansigt viste en stærk medfølelse.

– Har Herren hørt dine bønner – sagde hun – Alting bliver godt igen

– Hvordan vidste du om mig? – spurgte jeg overrasket.

 -Har du hørt om Helligånden? – spurgte hun, og gav mig derefter et stykke papir med et   telefonnummer og gik ud af kirken i en fart.

Senere samme dag, ringede jeg nummeret op. Personen jeg talte med, begyndte at bede for mit helbred, og samtidig rådede mig til at udføre sakramenten: De syges salvelse. Efter et par dage med åndelig forberedelse, var det den nu afdøde præst Tefil Herman der opførte sakramentet, i “Det mirakuløse medalje kapel” (orginalnavn: Kaplica Cudownego Medalika) i Warszawa. Jeg kan huske, at præsten sagde til sidst: – Husk at takke den Hellige Moder for Hendes forbøn til Gud.

Efter udførelsen af sakramentet, kunne jeg fornemme jeg at der skete noget med mig. Straks bemærkede jeg, at Gud rørte mig med sine helbredende kræfter og kærlighed, og begyndte heealingsprocessen. Bare efter få dage var der allerede tegn efter Guds indgriben. Det begyndte med en væsentlig nedtoning af min angst. Jeg følte også ganske klart at mine benmuskler blev stærkere, da jeg pludseligt selv kunne gå til bussen.

Efter kortere tid, fandt jeg ud af, at der var arrangeret en gruppebøn ved min sognekirke. I slutningen af foråret og sommeren 2001, deltog jeg i mit første møde. Da jeg ankom til bedegruppen, var jeg stadig meget syg. I dag, efter flere års forbindelse med Kirken, kan jeg med sikkerhed sige, at helbredet og livet genfandt jeg i den katolske Kirke. Det var der hvor jeg blev genfødt, og takket være Kirken, lever jeg igen et normalt liv.

Fælles bøn, tilbede vor Herre, gensidig forbøn, folks vidnesbyrd som gennem Guds indgriben er jeg kommet ud af de største vanskligheder og sakramenterne – alt dette havde jeg brug for at helbrede mit syge sind og krop. Alle de bønner, for mig! Gentagelige forbønner rettet mod mig. Jeg husker da jeg første gang oplevede en gruppebøn for mig, det var allerede under det andet fællesmøde. Umiddelbart dagen efter bønnen, følte jeg en lethed i mine ben. Jeg kunne hoppe, løbe og danse.

Jeg deltog også i en række andre hellige messer kombineret med bøn om helbredelse. I en af messerne hørte jeg disse vise ord: “Nu helbreder Herren mennesker med dyb sorg“ Jeg kunne ikke indse med det samme, at Jesus faktisk rørte mig. Først efter nogle dage indså jeg at min sorg nu var helt borte, og istedet for sorgen, rummer jeg nu fred og lykke

På denne måde begyndte Jesus at heale mig fra mine sygedomme og psykiske fangeskaber, som der var så mange af. Jeg vidste dog ikke at processen kunne tage så mange år. Under denne proces, vil nogle sygedomme aftage, senere vil de vende tilbage igen, nogle gange med en endnu større lidelse. Meningen med min sygdom var, så jeg kunne lære at samarbejde med Guds nåde, men også om at være tålmodig og udenholdig mod sygedomme og lidelser.

Gud, jeg takker Dig!

Under Eukaristien er Jesus tilstede og levende. Han udførte en sandelig mirakel, da jeg ikke længere lider af mine sygedomme, som der var så mange af. Lægerene konkluderede at jeg ikke længere havde myasthenia gravis. Jeg kan med sikkerhed sige, at takket være Jesus Kristus, er jeg på ny genfødt. Jesus Kristus gav mig et nyt liv. Jeg er taknemmelig over for Jesus, for Hans barmhjertlighed og for at lytte til mine bønner. På nuværende tidspunkt fortæller jeg alle om den mirakuløse helbredende kraft som Jesus Kristus virkeligt besidder af.

Når jeg ser tilbage på min tid med sygedomme og Guds indgriben, kan jeg tydeligt se, at min sygdom var nødvendig for mig. Sygedommens kerne var forandring og en rensning af sjælen. Jeg er ikke længere den samme person, som jeg var engang. I dag vil jeg overgive mig til Herren og vejledes af Ham. Min ønske er at forsætte med Herren, åbne sig for Hans ord, studere og fuldførere Hans vilje. Jeg betragter min sygdom som en vidunderlig gave fra Gud, der har beriget mig så meget som overhovedet muligt. Jeg tror på, at der ikke findes en sygdom som Jesus Kristus ikke kan helbrede. For Ham er jo intet umuligt. Man skal bare tro og stole på Jesus og inderligt bede Ham om nåde.

Jesus blev min kilde i mit nye liv, helbred, glæde, fred og alt hvad der er godt. Alt jeg havde brug for at bekæmpe min syge sjæl og krop, fandt jeg i Ham. Jeg er yderst taknnemlig for alt, hvad Han har gjort for mig.

Jeg takker Dig, Jesus Kristus!